Sådan skriver du til den digitale læser


Hun kan være en djævelsk og uforudsigelig størrelse - ”den digitale læser”. Hun er ikke fan af snørklet sprogbrug og lange vendinger. Hun har travlt, har ingen tålmodighed og hun er dybt utilregnelig i sin adfærd på dit website. Med andre ord, er hun en kritisk størrelse!

Den digitale læser

Er med stor sandsynlighed havnet på dit website via Google-søgninger – og ikke via forsiden, som du måske tror. Hun scanner din side, frem for at læse i kronologisk rækkefølge, og hun går målrettet til værks i sin søgen efter viden.

Hun har en umådelig kort tålmodighed, og hun forlader dig nådesløst, hvis dit indhold ikke fænger fra første sekund. ”Farvel” og ingen ”Auf Wiedersehen”!

Hvordan tackler du den digitale læser?

Nu har vi vist fået sat skræmmebilledet fast på nethinden. Men faktisk er det slet ikke så svært at indfange den digitale læser i dit spind. For nok er hun krævende, men med simple værktøjer bliver hun straks mere medgørlig. Se bare, hvordan!

Skriv aktivt

Det gælder om at skrive, som du taler – med aktive vendinger, som giver handling og mening i din tekst. Tænk over dit sprogbrug, og anvend den aktive sætning: ”Du skriver aktivt” frem for den passive ”Der skrives passivt”. Det giver en god energi i din tekst og motiverer din læser til at fortsætte.

Skriv personligt

Det er mere engagerende, når du er personlig i din skrivestil. Skriver ”du”, ”dig” og ”din” frem for ”mig”, ”os” og ”vores”. Du taler i øjenhøjde med din læser, og din tekst er pludselig mere vedkommende.

Skær ind til benet

Pladsen på din læsers smartphone er begrænset. Væk med snik-snak, vælg korte og præcise vendinger – og skær overflødigt fyld væk.

Skriv fx ”Læs mere om kunderådgivning” i stedet for en længere sætning, som ”Du kan blive klogere på vores professionelle kunderådgivning, hvis du klikker her”.

Husk brugervenligheden

Det er efterhånden lidt af en kliché, at vi skal gøre vores indhold brugervenligt. Men med web-kommunikation er det vigtigere end aldrig før!

Du kender sikkert den manglende tålmodighed fra dig selv. Når du bliver mødt af indhold med alenlange tekster uden afsnit, eller scanner ned over en side uden at finde, hvad du søger… Du bliver lidt tom i blikket, ik’?

Selv den mest ihærdige læser giver ofte op, når teksten bliver uoverskuelig. Og så er det godt, at der er simple spilleregler!

Fire indsatsområder, der hjælper din læser på vej:

  • Brug punktopstillinger

  • Anvend linjeskift

  • Skriv masser af underoverskrifter

  • Hjælp din læser videre

Punktopstillinger

Har du mange områder, som bare må og skal fremhæves, er det en god idé at lave en nem og overskuelig punktopstilling. Du sparer ord, tid og gør din læser glad, når de lange sætninger og afsnit erstattes af overskuelige punkter.

Linjeskift

Også linjeskift fungerer super godt, når du skriver til web. Bryd teksten op med flittigt brug af linjeskift. Tjek fx dit indhold på en smartphone, for at se, hvor ofte det rent faktisk giver mening at give lidt luft til dine sætninger.

Underoverskrifter - og mange af dem

…er med til at dele din tekst op i spiselige bidder. Den altid travle, digitale læser elsker at scanne sig igennem dine tekster og bruger sjældent mere krudt på at læse end højst nødvendigt. Sad but true, men med gode underoverskrifter kan din læser navigere rundt på siden.

Hjælp din læser videre

Ofte skriver vi fordi, vi gerne vil have vores læsere til at agere og handle på en bestemt måde.

Det kan du gøre ved at indtænke strategiske Call-to-actions i din kommunikation.

Skab gerne luft (også kaldet "white space") omkring dine ”Call-to-actions” (handlingspunkter), så de fremstår tydeligt og appellerer til, at din modtager klikker sig videre.

Og så er det vigtigt, at du generelt hjælper din digitale læser videre med links og henvisninger til, hvor hun kan læse mere om emnet.

Find din kommunikative stil

At skrive er langt lettere, når du har noget på hjerte! Skriver du dine egne tekster, gælder det om at finde din personlige tilgang. Når du er motiveret, for det, du skriver om, brænder det igennem til din digitale læser.

Skriver du for en virksomhed kan der være en særlig ”Tone-of-Voice”, som du skal overholde. Virksomhedens Tone-of-Voice er måden, vi skriver og taler på, hvad vi siger og hvordan vi siger det.

Vigtigst er, at du altid har din målgruppe for øje - og tilpasser din kommunikation herefter.

Måske, at du nu har fået blod på tanden og er klar til at skrive til din digitale læser? Det håber jeg! Kast dig ud i det - én tekst ad gangen :-)

Vil du vide mere?

Jeg har hjulpet flere forskellige bureauer og konsulentvirksomheder med at skabe fængende indhold til den digitale læser.

Har du brug for assistance til eksempelvis artikler, kundecases, gennemskrivning af dit website eller indhold til nyhedsbreve? Se mere om mit arbejde med tekstforfatning eller send mig en mail.

Featured Posts
Recent Posts
Archive
Search By Tags
Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

 KONTAKT

hej@brandthebird.dk

Tlf. 2990 0318 

 

CVR: 36214783 

© 2021 ALL RIGHTS RESERVED BRANDTHEBIRD